Udsigt til Dubai gennem min iPhone.
Jeg har som bekendt ikke villet sige for meget angående lejligheden af frygt for at jinx’e det, men nu kan jeg endelig afsløre lidt mere.
Vi kiggede fra starten efter en lejelejlighed, men fandt hurtigt ud af, at det for vores vedkommende meget bedre kunne betale sig at købe. Lejligheden vi besluttede os for, var den, jeg var ude at se på Velentines Day, så det må da være et godt tegn.
Efter lidt forhandlinger frem og tilbage kunne vi for nogle dage siden endelig skrive under på en MoU (Memorandum of Understanding), som er en slags hensigtserklæring, hvor både sælger og køber forpligter sig til at betale 10% af lejlighedsprisen, så vidt man ønsker at trække sig fra handelen.
Nu slipper du ikke for os.
Hvis jeg før har skrevet, at det var besværligt at leje bolig i Dubai, så er det ikke noget i forhold til al det papirarbejde, som er forbundet med køb. De næste 3-4 uger vil derfor gå med at indhente tilladelser, registrere og vurdere i et omfang der forventes at antage næsten Kafkaske dimensioner, men i slutningen af marts skulle vi så endelig kunne flytte ind. Indtil da sover Poul på sofaen hos en ven, og jeg er forvist til eksil i København, men den der venter på noget godt, venter jo aldrig for længe (og kan jo fx i mellemtiden skrive på sin bacheloropgave og dyrke noget tiltrængt motion:) ).
PS: Min edamame-opskrift er nu lagt op på min hjemmeside. Se den her.
Vi ses igen til marts.
